Løft af produkt (lift)
Lift er en tilstand, hvor ens produkt løfter sig fra naturneglen. Dette kan opstå af flere forskellige årsager, hvilket mindsker holdbarheden og det æstetiske udseende af neglene. Samtidig kan løft af produkt også medføre en række neglesygdomme, som f.eks. neglesvamp eller greenie.
Nogle af de mest kendte årsager til lift skyldes utilstrækkelig negleforberedelse, tilstedeværelse af olie eller fugt på negleoverfladen, dårlig påføringsteknik eller utilstrækkelig hærdning af gellakken under UV/LED-lampen.
Lift ved den frie kant
Når dit produkt løfter sig ved den frie kant, som er spidsen af neglen, skyldes det ofte, at man ikke har forseglet den frie kant grundigt med både base coat, color coat og top coat.
Det kan også skyldes, at forseglingen er slidt væk med tiden. Dette kan f.eks. ske, hvis man har filet neglene efterfølgende eller har et arbejde, hvor man bruger en computer eller har hænderne meget i vand, f.eks. under rengøring.
Gellak er ikke et fleksibelt produkt, hvilket betyder, at hvis din negl bukker under dit produkt, vil det også kunne løsne sig fra spidsen af neglen. Produktet kan dog også løfte sig, hvis neglen har været udsat for slag, som kan skade produktet og få det til at løsne sig.
Lift ved neglebånd
Når dit produkt løfter sig ved området omkring neglebåndet, skyldes det typisk, at man ikke har været grundig i sin prep i forbindelse med fjernelse af det usynlige neglebånd samt overskydende neglebånd.
Produktet kan også løfte sig fra neglen, hvis den ikke er dehydreret nok med cleanser. Det er derfor vigtigt at få renset neglepladen godt helt oppe ved neglebåndet, inden man påbegynder påførelsen. Produktet kan også løfte sig, hvis det er kommet i kontakt med neglebåndet, da dette vil skabe et løft fra start.
Det kan også ske, hvis man ikke har været grundig nok i sin påføring af base coat, da en color coat ikke kan hæfte sig til naturneglen og derfor vil løsne sig hurtigt.
Lift langs siderne af neglen
Når et produkt løfter sig langs siderne af neglen, skyldes det typisk manglende rensning af neglen med cleanser.
En color coat er ikke et fleksibelt produkt, hvilket betyder, at hvis din negl bukker under dit produkt, vil det kunne løsne sig fra neglen. Hvis man oplever dette kan man med fordel benytte vores builder gel.
Alt produkt falder af i et stykke
Når alle dine produkter falder af i et stykke, skyldes det ofte, at der ikke er blevet udført en grundig prep, heriblandt fjernelse af usynligt neglebånd, mattering af negl og afrensning af negleplade.
Hvis du ikke får dehydreret din negl grundigt nok, vil produkterne ikke hæfte sig til neglen. Produktet kan også falde af i et stykke, hvis du har glemt vigtige produkter som f.eks. base coat, eller hvis dine produkter har været lagt i et for tykt lag.
Overproduktion af negleolie
Dine produkter kan begynde at løfte sig fra neglen, hvis du producerer meget negleolie. Nogle mennesker kan have en naturlig tendens til at danne mere negleolie end andre.
Her er det vigtigt at man får rengjort neglen grundigt med cleanser inden påføringen. Det kan i disse tilfælde være en god idé at benytte en PH bond, som går ind og dehydrerer din negleplade, eller primer, som skaber et hæftelag på neglen.
Kontakt med huden
Dit produkt kan løsne sig alle steder fra neglen, hvis det blot kommer det mindste i kontakt med huden.
Dette vil nemlig skabe et luftrum, som gør det nemt for fugt, olier og bakterier at komme ned i, og dette kan medføre neglesygdomme som neglesvamp og greenie, samt forringe holdbarheden.
Derudover er det utrolig vigtigt, at man ikke får produkt på huden, da dette kan medføre en risiko for allergiske reaktioner.
For tykke lag
Hvis lagene af produkterne er for tykke, kan de have svært ved at hærde korrekt. Dette kan resultere i bobler, rynker og afskalning af produktet.
Det anbefales at påføre flere tynde lag frem for færre tykke lag for at opnå bedre hærdning og holdbarhed. For tykke lag medfører at der vil ligge uhærdet produkt på din negleplade over længere tid, hvilket kan øge risikoen for allergi.